Uddannelseslæge

Uddannelselæger:

Vi har Alina i KBU i løbet af 2024 foruden flere medicinstuderende på forskellige timeantal. 

Praksisbeskrivelse for Lægeklinikken Frederikshavn, Vestergade 47A.

Lægeklinikken opstod ved en sammenlægning af 3 mindre klinikker med det formål at skabe en udadvendt og god fælles arbejdsplads, hvor vi alle kan trives og udvikle os, samtidig med at der er plads til at gøre det vi er bedst til. Uddannelsesmiljøet er vores største aktiv for at sikre, at der også fremover er en almen praksis af høj kvalitet.

På Regionshospitalet fandt man egnede lokaler som efter renovering er tidssvarende udstyret og blev taget i brug februar 2019. Lægeklinikken drives under PLO-overenskomst.

Patienterne

Klinikken har ca 8.000 patienter tilknyttet. Det er vores ønske at levere den bedst mulige kvalitet, behandling og service. Vi har fokus på patientsikkerhed og patienttilfredshed.

Samarbejde

Regionshospitalet og Frederikshavn Kommune er nære samarbejdspartnere. Der er etableret samarbejdsforum med sygehusspecialister. Vi har plejecenterlægefunktion på flere plejecentre og særlig opsøgende indsats på svækkede ældre borgere i eget hjem, med tæt samarbejde med hjemmeplejen.

Lægeklinikken deltager i møder med det kollegiale fællesskab i kvalitetsklyngen. Lægeklinikken deltager i møder med bylægeforeningen (PLO-Frederikshavn) hvor også lokalområdets praktiserende speciallæger deltager.

Klinikkens læger

Klinikken er uddannelsessted for yngre læger og har 2 dedikerede tutorlæger, som hver arbejder 32 timer om ugen. Uddannelseslægen har fast tutorlæge tilknyttet.

Erfarne praktiserende læger fortsætter i klinikken på deltid, således at de er fast tilknyttede for en lang periode af hensyn til kontinuitet og lægedækning.

Personalet

Omfatter forskellige sundhedsfaglige faggrupper: farmakonom, sygeplejerske og social- og sundhedsassistent. Alle har faglige basisopgaver i forhold til patienterne og tillige tværfaligt team-baseret samarbejde om særlig indsatsområder.

Arbejdsgange

Grundlæggende visiteres henvendelser til klinikken til tid samme dag. Uddannelseslægen vil i sit skema have tider afsat til forskellige opgaver alt efter uddannelsesbehovet. Konkret arbejdsgang introduceres i præsentationssamtalen. 

Patienter ses primært af sygeplejerske eller uddannelseslæge, som inddrager speciallæge efter indledende undersøgelse.

  1. A-tider: Patienter under 65 år til konsultation.
  2. B-tider:  Patienter over 65 år til konsultation eller akut besøg.  
  3. C-tider: Faste statusvurderinger hos sygeplejerske af patienter med kroniske lidelser i klinikken eller på hjemmebesøg. 
  4. D-tider: Deprescribing. Fokus på medicinsanering og datakvalificering*
  5. E-tider:  Egne tider anvendes til fordybelse, udredningskonsultationer eller attester.

*Vi er aktuelle i 2023 med publikation Deprescribing in primary care without deterioration of health-related outcomes: A real-life, quality improvement project og Artikel om dosisdispensering i Månedsskrift for almen praksis

 

Lægeklinikken er åbent alle dage fra 8-16.

Alle mødes kl. 8.00 i personalestuen til en fælles start på dagen. Mødet varer 15 min. De sidste patientaftaler er kl 15, fraset tirsdag hvor der er lang dag for at tilgodese ønske om sene konsultationer og personalets ønske om fleksible arbejdstider.

Uddannelsesforhold i praksis

Uddannelseslægerne indgår i en stab, som har modtaget uddannelseslæger igennnem mange år. Det er således erfarne tutorlæger, som er indstillet på at deltage aktivt i introduktionen til klinikarbejdet og yde støtte i de kliniske problemstillinger. De dedikerede tutorlæger varetager den daglige mere formaliserede supervision og undervisning. Uddannelseslægerne ventes at afholde morgenundervisning x 2 pr halvår. Tutorlægen planlægger introduktionsforløbet og progression i arbejdsopgaverne sammen med uddannelseslægen. Herudover vil der være intern undervisning for hele klinikken hver onsdag, og det forventes at uddannelseslægen deltager i denne. 

Undervisningen er ofte casebaseret og saneringsstrategien flettes ind i ordinationstankegangen. I tilslutning til denne er der specialistrådgivning via videoopkobling til sygehusregi eller internt i huset, hvor forløb perspektiveres og reflekteres på. Derudover er der altid tilgængelig supervision/undervisning i løbet af dagen, når der behov for det, idet man tilknyttes en speciallæge hver dag som primære supervisor.

Præsentationssamtale

Inden ansættelse inviteres uddannelseslægen ud i lægeklinikken til en gensidig præsentation og til en rundvisning i klinikken. Her drøfter vi det kommende forløb og arbejdstilrettelæggelse, samt får afklaret forventninger og om der er forhold, der kræver speciel opmærksomhed. Her aftales også, hvilken af tutorlægerne man tilknyttes fast.

Ansættelse

Selve ansættelsen starter med introduktion, hvor uddannelseslægen får kendskab til IT-system, klinikkens arbejdsgange og ellers følger lægerne mest muligt i deres konsultationer, indtil uddannelseslægen selv er klar til at have selvstændige konsultationer, hvor der selvfølgelig i begyndelsen vil være afsat ekstra god tid. De følgende uger vil der gradvist blive sat flere patienter til, så uddannelseslægen får patienter i et passende niveau. Det er noget der bliver løbende justeret. Uddannelseslægen kommer også med på besøg og på et senere tidspunkt er der også mulighed for selv at prøve at køre selvstændige sygebesøg. Ikke alle læger i huset deltager i lægevagtsarbejdet, men uddannelseslægen skal afhængigt af uddannelsefase også følge en af de vagtaktive læger i dette. Lægevagter kan afspadseres i forholdet 1:1 eller ved selvstændige vagter honoreres efter overenskomst udenom arbejdstiden. 

Obligatoriske kurser meldes til kalenderføring hos sekretariatet, ferie og barsel ligeså efter gældende overenskomstmæssige forhold. Der kan anmodes om supplerende kurser, uddannelsesdage i speciallægepraksis osv efter aftale med uddannelsesansvalige speciallæge. 

Supervision

Dagens superviserende speciallæge er uden bookede tider og derfor tilgængelig for supervision før, under og efter uddannelseslægens konsultation afhængigt af ønske. Det giver også tutorlægen meget direkte observationstid og tid hvor vi sammen håndterer konsultationen og inspirerer gensidigt til måder at kommunikerer på og lære af hinanden. I samme ombæring leveres øget tryghed og sikkerhed for korrekt videre håndtering i forhold til ordinationer, henvisninger, tværsektorielt samarbejde osv. Det forventes at give mindst 30 minutters supervisionstid om dagen.

Igennem ansættelsen er der sat supplerende 1 time af til supervision/formaliseret supervision med den faste tutorlæge med regelmæssige mellemrum og mindst hver måned. Hver supervision starter med at booke den næste i kalenderen. Tiden afsættes i samarbejde med tutorlægen og tilpasses behovet. Her håndteres supplerende kompentenceudvikling, målsætning og reflekteres over arbejdsgangene i forhold til at opsøge læring.

Lægeklinikkens to faste speciallæger varetager supervisionen. Nogle få andre speciallæger supplerer bemandingen og indgår også med råd og vejledning, men de helt primære og gennemgående speciallæger er de selvsamme tutorlæger og det er den faste tutorlæge, der er “tovholder” og sikrer sig, at uddannelseslægen løbende opnår de nødvendige kompentencer og i samarbejde med denne får afstemt logbog. 

Evalueringssamtaler

Under ansættelsen skal der gennemføres 3 obligatoriske uddannelsessamtaler med tutorlægen.

Introduktionssamtale afholdes typisk 2-3 uger inde i forløbet, justeringssamtalen afholdes midtvejs i forløbet og evalueringssamtalen senest en ugen inden ansættelsen slutter. Disse samtaler vil have basis i ovenstående program for den formaliserede supervision.

Ved samtalen skal vi sikre, at uddannelseslægen trives i vores klinik og får lært, det der hører til det aktuelle uddannelsesniveau, og det der kræves, for at få godkendt kompetencerne i forhold til målbeskrivelsen. Her er især midtvejssamtalen meget vigtig, idet vi her skal have afdækket eventuelle mangler og forbedringer i uddannelsesforløbet, så de nødvendige kompentencer kan opnås.